Beklager det sene svar

Udstilling med Hannah Toticki Anbert

Fernisering fredag d. 7. August 2020 Kl. 18.00- 21.00. Artist talk kl.18.30 med Hannah Toticki Anbert i samarbejde med billedkunstner Marie Thams.

Udstillingsperiode 7. August – 30. August 2020

I august udstiller Hannah Toticki Anbert på M100 i Odense. Med Udstillingen ”Beklager det sene svar” sætter Anbert kritisk spot på de fysiske og sanselige aspekter af det immaterielle arbejde, der udføres digitalt og elektronisk. Et arbejde, der dikteres af nutidens hastige online kultur.

Et gennemgående tema i Hannah Toticki Anberts kunstneriske praksis er et fokus på aktuelle arbejdsvilkår, og med udstillingen på M100 stiller Anbert skarpt på mødet mellem kroppen og de arbejdsredskaber, der er forudsætningen for det digitale arbejde. Det er et arbejde, der står på skuldrene af moderne HR management med optimering og effektivitet som mål. Instant responstid og uophørlige krav om online tilstedeværelse resulterer i undskyldning efter undskyldning for sene svar i de mails vi sender til hinanden.

Som udstillingens titel tematiserer, bringer Hannah Toticki Anbert tanker i spil om, hvad forskellige former for kommunikation, mødebooking, mails og opdateringer gør ved vores arbejdsliv og menneskelige ressourcer.

Med nye skulpturer og tekstinstallationer skabt til M100 udfordrer Anbert hastighedskulturen med forskydninger, forsinkelser og poetisk langsommelighed. Eksempelvis er tekstværket ”Beklager det sene svar” en envejs mailkorrespondance, der møjsommeligt udvikler sig fra undskyldende bemærkninger og poetiske overvejelser om protestantisk kaldsetik til arbejdshistorie og de dybereliggende grunde til følelsen af manglende motivation.

I små skulpturelle plamager sammensmelter Anbert computertaster med håndens sansende og fysiske aftryk til metamorfe stillestående objekter spredt i udstillingsrummet. At dvæle ved det sansende og fastholde kroppens aftryk i mødet med materialet forhaler Hannah Toticki Anbert derved forventningen om hurtig kommunikation og responstid.

Til ferniseringen er der artist talk med Hannah Toticki Anbert, hvor udstillingens temaer belyses i samarbejde med billedkunstner Marie Thams. 

Hannah Toticki Anbert (f.1984) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016 og har markeret sig som en af de betydeligste yngre danske samtidskunstnere. Anbert arbejder med skulptur, performance og installation og interesserer sig for tørre emner som økonomi, gæld og arbejdsliv, emner som hun behandler med lige dele humor og alvor. Hun har udstillet i ind- og udland, heriblandt hendes seneste separatudstilling ”Reservat” på Holstebro Kunstmuseum, deltaget på Young Danish Art på Arken, Museum for Moderne Kunst, separatudstilling på Overgaden, Institut for samtidskunst, Nationalgalleriet i Prag og har deltaget med performance på KW, Institute for Contemporary Art i Berlin. Hun har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris samt Start Point Prize, der gives til den mest lovende nyuddannede kunstner i Europa.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Odense Kommune

Progression >> produktion >> acceleration

af Marie Thams

Marts 2020

Øger white noise mit arbejdsflow? Sætter super-routeren min effektivitet yderligere i gang? Svarer jeg hurtigere på din mail med appen lige ved hånden? Hvad skal jeg lave i pausen? Har du også travlt?

Sådan går tankerne, når jeg hører titlen på Hannah Toticki Anberts udstilling, Beklager det sene svar, til udstillingsstedet M100. Og tankerne flyder videre, lettere accelereret og med en fast puls, der kører i takt med tast tast tast på tastaturet.

Progression. At være progressiv har altid været en positiv kvalitet jeg selv har værnet om og også noget jeg mere generelt ser som kendetegnende for det danske samfund. Men pludselig står begrebets egentlige betydning i et sløret, nærmest romantisk skær. For idet jeg tuner ind på ordets nutidige klang, hører jeg et transformeret, overdøvende ekko. Progression >> produktion >> acceleration. Er det bare mig, eller er den fremadskridende, fremadskuende position blevet kidnappet? For nu at blive sidestillet med øget produktivitet og effektivitet? Som i en udelukkende økonomisk progressiv drift? Med vækst som stabiliserende faktor? Og ikke som i betydningen af et progressivt samfund, der drives frem i forbedringen af livsvilkår og livskvalitet?

Nu er vi så her – i fuld løb. Vi både er i fart og vurderes på den – og vi står på mål for vores niveau af indstrømmende opgaver, med en vedholdende (prestigefuld) travlhed der synliggør en høj arbejdsmoral, at du er efterspurgt, og som vidner om en systematiseret høj ambitiøsitet. Hastighed, effektivitet, produktivitet – personlig, faglig, økonomisk acceleration. Retningen fremad styrer mod øget produktion og kan synes afkoblet fra den levede erfaring. Og accelerationen ses også i din sociale tid og i hvordan du interagerer med andre, hvor du placerer din opmærksomhed. Det hele optegner dig midt på den fulde kalenders løbebånd. Et bånd der læses fremad, men som jo egentlig spinder om sig selv. Skaber den spækkede kalender bedre kontakt med din oplevelse af tid, eller bidrager den til oplevelsen af en løsrevet fremdrift?

Og så letter vi. Ikke fordi at flyet tager fart og karrieren ligeså. Nej, så letter vi! Fra den sanselige kontakt til verden, medmennesker, egen krop. Som i en frigørelse fra tyngdekraften. Er det bæredygtigt? At slippe kontakten til verden og til sanseligt liv? Svæve vægtløse, frie fra gensidige forpligtelser ud over de der sker i produktionssfæren?

Den arbejds- og produktionsrelaterede acceleration og mængden af såkaldte effektive timer i kalenderen tager yderligere fart. Og som en spindende centrifuge, skaber accelerationen et vakuum – der (i bedste fald) fyldes med undskyldende bemærkninger sammen med de for sent besvarede mails. En skyld der lugter af et ønske om at opretholde en permanent vækst (og fart) – den individuelle og den der tilhører det store marked. Og en skyld der opløses et my af den glans travlheden giver selvbilledet. Fri fugl? Eller omslyngende klæde i en affugtende proces?

Hvordan kan vi sikre en øget forbindelse til sanselig erkendelse i tiden udenfor centrifugen? Skabe en bedre kontakt til egen og til den delte hjerterytme – den puls der sikrer vores produktivitet, selvom tjenesten ikke er gengældt! Den kontakt er svær at lette fra og gør vi forsøg på løsrivelse skabes en falsk tilstand af uforpligtigende, individualistisk trip, der ikke bare tager styring over det personlige engagement, men også over evnen til at forholde sig solidarisk til medmennesker og omverden – og til at begribe det spænd af interrelationer der holder dig flyvende, men ikke uden vedkommende tyngde. 

Lad os lytte sammen igen. Hvad hører du? Progression…? Produktion…? Stemmer i det fjerne? Digitale transaktioners sitrende frekvenser? Fingrene på tast tast tastaturet idet jeg svarer på din mail. Tast tast tast i takt til workflow musikken der opretholder optimisme, puls, produktivitet.

For hvordan er det med arbejdsflowet – følger det hjerterytmen? Øger appen ved hånden din oplevelse af lykke? Matcher informationshastigheden din metabolisme? Og manifesterer dit sociale liv sig i de udnævnte pauser, eller er det muligt at skabe øget ligevægt mellem produktivitet og menneskeligt, kropsligt liv? Har du fortsat (for) travlt?

Juli 2020

Den lethed, den distance som jeg i starten af marts satte ord på, får nu en helt anden betydning – farvet af hvordan coronakrisen ramte os få dage efter. Fra afkoblet tilstand til frit fald. Tyngdekraften blev tydelig, kroppe kæmpede, faldt. De styrende markedslogikker, rejsevaner, politiske prioriteringer og det (ulige) globale magtspil blev et øjeblik blotlagt. Distancen til egen krop og puls i et accelereret arbejdsliv, blev nu til fysisk distance til dine nærmeste.

Og hvad med accelerationen – er den aftaget? Mange beskriver en lethed. En adgang til egen dag og rytme. Den frihed kan vi håbe fortsætter. Lige så mange beskriver hvor presset det er, at både skulle være forælder på en meningsfuld måde med hjemmeskole og hjemmebørnehave oven i det nu hjemligt lokaliserede arbejde. Nogle jobs er helt væk, udstillinger udskudt (som Anberts blev det) eller aflyst. Andre arbejder fortsat i samme fart – tast tast taster sig videre ind i sammensmeltningen af privat tid og arbejdstid.

At nedlukningen har givet nyt perspektiv er ikke til diskussion. Men hvilke erfaringer vil påvirke os på den lange bane? Ønsker vi, at hverdagen fra før kommer uændret igen? Vil den høje fart igen være status quo? Vil den øgede ansvarsfølelse og indlevelsesevne, på tværs af nationale grænser, overleve?

Svaret på e-mailen synes nu at stå vaklende mellem helt at udeblive og så lynhurtig (og sulten) reaktion på tasterne, efter nedlukningens stilstand.

––

Marie Thams er billedkunstner med en kritisk funderet praksis der rummer arbejde med installation, lyd, tekst, performance og publikation. Har senest udstillet på ARKEN, Museum for Moderne Kunst; URBANEK Gallery, London; Milestone Institute, Budapest; Heartland Festival; l meter l, Kbh; Viborg Kunsthal m.fl. Uddannet fra Goldsmiths College (BA, 2006-2009) samt Det Kgl. Danske Kunstakademi (MFA, 2009-2011).

Beklager det sene svar
Fotograferet af Kirstine Mengel
Beklager det sene svar
Fotograferet af Kirstine Mengel