In a landscape of having to repeat, med studerende fra det Fynske Kunstakademi.

Udstillingen byder på værker af 5 unge kunstnere. Værkerne spænder fra tegning over videokunst til skulptur. Man vil møde en optagethed af grænser, spejlinger, transition og tilstedeværelse.

Selvom værkerne er af 5 forskellige kunstnere som alle beskriver deres arbejde og deres intentioner på forskellig vis, kan man finde mange lighedspunkter.

Elina Bergmark Wiberg kredser om det hun kalder visuelt elastiske objekter. Hvor en undersøgelse af objekters og materialers evne til, og modstand mod at blive formet, resulterer i en skiften i form og rytme, der aldrig vil tillade et billede eller objekt kun at kunne ses som en bestemt ting.

Ida Dorthea Thorrud arbejder med de repetitive fortællinger som påvirker ens intime forhold. Hvordan man med selv de bedste intentioner ikke er i stand til at røre det der ligger dybere nede, men flyder rundt på overfladen. Som et spejl der ikke viser den sandhed man ville ønske.

• 

• 

Thomas Klein arbejder med mødet mellem menneske og natur, – hvad sker der i det forhold hvor naturen og dets modsætning ikke er til at kende fra hinanden, og hvordan skelner man og finder det der skal fokuseres på.

Alberte H. Westergaard ser på de politiske aspekter af subtile hverdagshandlinger. En refleksion over samfundets forbrug og den mulige nødvendighed i at genbruge for at skabe nyt.

Og hos Signe Rohardt Lund findes også en interesse for hverdagen og hvordan dens tiltrækninger og fascinationer bliver til minder der lagrer sig i kroppen.

Udstillingen er en mulighed for et kig ind i de strømme der går gennem unge kunstnere under udvikling. Hvilken vej bevæger de sig og hvad optager dem? Som titlen antyder er der en form for tvangsmæssig gentagen tilstede i den verden de ser for sig. Her er hverdagens gentagelser, tidens gentagelser og historiens uendelige repetitioner på spil. Og hvordan finder man sig selv her, hvordan ændrer vi den cyklus der udspiller sig, hvordan gør man verden til sin egen.

Udstillingen er et samarbejde med det Fynske Kunstakademi som samme dag åbner udstilling med deres 3. årgang. Den aktuelle udstilling på M100 er med studerende på 4. årgang, hvor de fleste er på udveksling på andre akademier i ind og udland. Derfor er ikke alle de udstillende tilstede da de pt. opholder sig andre steder i verden.

Modstand mod Det store rensningsarbejde

Af Theis Vallø Madsen, M100

I de sidste to hundrede år har vestens videnskabsmænd, politikere og kunstnere arbejdet med en nogenlunde sikker tro på, at alle verdens naturlige og kulturelle fænomener kunne beskrives og inddeles i et samlet system. I oplysningstiden begyndte lærde at indsamle, inddele og beskrive hele verden i store encyklopædier og vidtforgrenede skemaer, og kunstværkerne blev beskrevet som dele af ismer og stadier på vej mod en stadig mere smuk, stor eller sand kunst.
Dette enorme arbejde med at sortere og beskrive verdens fænomener er blevet beskrevet som et “rensningsarbejde” af den franske filosof Bruno Latour, fordi en række egenskaber og funktioner ved flere ting ikke kunne beskrives i den kategori, hvor tingen blev placeret. Dette rensningsarbejde stod på i et par århundreder, og undervejs måtte flere og flere ting ignoreres eller renses og rettes til, så de passede ind i kategorierne. Den store tilpasning kunne ifølge Latour lade sig gøre, fordi man beskrev genstandene ved hjælp af dikotomier. I beskrivelser af kunst og kultur var dikotomier som f.eks. natur/kultur, feminin/maskulin, østen/vesten, norm/abnorm særdeles brugbare, fordi det gjorde det muligt at beskrive tingene i saglig og objektiv afstand uden at betvivle, at én kategori var bedre end en anden.
De fem studerende fra Det Fynske Kunstakademi bidrager ikke til dette rensningsarbejde. De kan ikke sættes ind i et enkelt system, hvilket selvfølgelig giver problemer for den, der har fået til opgave at beskrive deres værker under én overskrift. Men måske kan de fem forskellige kunstneres værker samles i én flertydig, men fælles afvisning af de faste kategorier.
Ida Dorthea Thorruds værker befinder sig et sted mellem det outrerede og det ordentlige. En vigtig del af kunsthistoriens renselsesarbejde har handlet om at skelne mellem kitsch, umiddelbar nydelse og det banale over for det dybe, svært tilgængelige og komplekse.
Thomas Kleins billeder skildrer en grænsezone mellem natur og kultur, nemlig skovbrynene i Åløkkeskoven i Odense. Andre dele af kunstnerens praksis handler om forskellige former for overskridelser mellem mennesker og dyr. Det er billeder af steder, hvor kategorierne lapper ind over hinanden.
Alberte Ida Harboe Westergaard arbejder med vores forhold til forbrug, genbrug og gentagelse. Den mytiske forestilling om en slange, der æder sig selv, handler om en cyklisk forståelse af verden, hvor tingene vender tilbage i nye former. Det er en forestilling, hvor det nye og det gamle er én og samme ting, og det strider imod det kapitalistiske forbrugersamfunds higen efter det altid nye.
Elina Bergmark Wibergs skulpturer handler også om mellemformer eller overskridelser mellem ellers faste former. Værkerne har en rytme og elasticitet, som i formmæssig forstand går imod forestillingen om al tings ensformighed. Der er ingen konstanter, men derimod fænomener, der befinder sig et sted mellem én ting og en anden.
Signe Rohardt Lunds heste-lignende skulpturer står i en position mellem ro og bevægelse. I dressur viser hestens positur, at rytteren og hesten selv har magt over kroppen. Posituren er et billede på tanken, viljen og menneskets magt over dyr og krop. Men samtidig viser en positur som “the perfect square halt”, hvor hestens ben står unaturligt “lige”, at kroppen i sit udgangspunktet er en (uordentlig) ting i bevægelse.
De fem forskellige kunstneres værker befinder sig forskellige steder mellem uorden og orden, natur og ikke-natur, det nye og det gamle, faste former og tingene i bevægelse. Værkerne peger på det upassede og utilpassede, og det er mere interessant end værker, der opfører sig ordentligt.