Standard 6.6 Mikkel Larris

November måned starter med en udstilling med en inhouse udstilling. Mikkel Larris viser udstillingen Standard 6.6

Fernisering fredag den 1. november kl. 17.00 – 19.00

Mikkel-Standard66

En udstilling med tegninger og ord i faste formationer. På udstillingsstedets 6 vægge ser man 6 ens ophængninger, bestående af 6 elementer. Et bogstav, et ord, en drøm, en tuschtegning, en blyantstegninger og en t-shirt. Det er et samlet værk i 36 dele.

Mikkel Larris siger om udstillingen på M100, – ”Med denne udstilling sætter jeg forskellige elementer sammen i et system. Jeg kalder systemet for Standard 6.6 fordi der er 6 vægge og på hver væg 6 elementer. Systemet bruges til at skabe sammenhæng og til at åbne oplevelsen op, for dem der kommer og ser udstillingen. Det er op til den enkelte at finde ud af hvad en eventuel sammenhæng kan være. Det minder om den metode, som nogle digtere benytter sig af, når de sætter tilfældigt udvalgte ord sammen og der skabes en poetisk forbindelse. Jeg prøver at gøre de 6 vægge så ens som muligt og på samme tid, så forskellige som muligt. Og jeg tænker at det er ligesom med mennesker og meget andet i verden. De ser ens ud på afstand, men jo mere man ser og jo tættere man kommer, des mere forskellige er de.”

Mikkel Larris har igennem mange år arbejdet med ord og systemer i sin kunst. Værket Therapy Index er et eksempel på et systemværk. Det er et katalog over imaginære selvhjælpsbøger, f.eks. The Hangover Therapy og The John Wayne Therapy. Et andet eksempel kunne være Ordpapkasser. 36 bølgepapkuber hvor der på hver side er et udskåret bogstav. Hver kube udgør dermed et ord på 6 bogstaver. Grundtanken er at der ikke gives et facit fra starten, men at beskueren får muligheden for at udfylde mellemrummene og forbinde punkterne på sin egen måde. Mikkel Larris’ kunst er ofte udtrykt gennem tegninger i følgeskab med ord.

Mikkel Larris udstiller mest med kunstgruppen Qwerty som er kendt for at vise performance-installationer, hvor besøgende bliver involveret i det konkrete tema. Gruppen har fx vist deres tøjkoncept Qwerty Foreign Exchange i New York, Stockholm, Skt. Petersborg og i Odense på Galleri 5000. Senest har gruppen i september udgivet bogen Qwertyuiopå¨ om de sidste 10 års projekter i forbindelse med en udstilling på Studio 1.1 i London.

Udstillingsperiode 1. – 24. november 2019
Følg os på facebook eller tilmeld dig til at modtage vores nyhedsbrev på hjemmesiden.
Facebook: https://www.facebook.com/events/2426478367566747/