Nyreelle tegninger
Af Theis Vallø Madsen, kunsthistoriker, ph.d.
For ikke så længe siden var naturen omgivet af et idyllisk og romantisk skær. Naturen var oprindelig, ægte og egentlig i modsætning til kulturen og byerne, som drev mennesker væk fra virkeligheden og deres sande natur. I de seneste år har et begreb som ‘det antropocæne’ ændret på forestillingen. Det antropocæne beskriver en periode i klodens tidsalder, hvor naturen og kulturen ikke længere kan holdes adskilt. Menneskets industrier har nu sat så stort et aftryk i klodens økosystem, at alle områder er forandret og forandrer sig i forhold til menneskets gøren og laden.
Klimakrise, arters uddøen m.m. viser, at den engang eviggyldige natur er under forandring. Den nye opmærksomhed er også tydelig i kulturens billeder, hvor tsunamier, tørke og andre postapokalyptiske scener viser en natur, der slår igen. Der er også romantiske tendenser, som minder om forrige århundredes skildringer af rygvendte mennesker i en stor og fredfyldt natur. Romantikkens billeder blev malet i en tid, hvor byerne blev omringet af svære industrier, og mennesker flyttede fra landet og ind i byerne for at arbejde. I dag finder vi modbilleder til moderniteten i en ny interesse for materialitet, sted og ikke mindst natur.
Surreelle
Al Massons tegninger er ikke modbilleder til moderniteten. De viser mennesker, som forsøger at finde plads i en stadig mere absurd verden. Tegningerne er absurde, fordi naturen ligner kultur, og kulturen ligner natur. Naturen bytter plads med menneskeskabte ting, eller naturen og kulturen flyder over i hinanden. Det ligner surrealistiske tegninger, hvor tingene også bliver forbyttet eller flyder ud. Surrealismens drømmebilleder var et sted, hvor hierarkierne var opløst eller vendt på hovedet. De viste, hvad der skete, når civilisationen ikke længere kunne holde orden.
Al Massons tegninger er ikke surrealistiske i den traditionelle forstand. De ligner surrealismen, fordi de skildrer en verden i uorden. Men tuschtegningerne er ikke modbilleder til en normalitet, snarere en ny normalitet, hvor grænserne mellem natur og kultur er under opløsning. De er ikke drømmebilleder, men derimod tro mod virkelighedens miskmask af forskellige og midlertidige former. Tegningerne er reelle eller nyreelle snarere end surreelle! De er modbilleder til en gammel forestilling, hvor naturen er ren, kulturen er uren, og mennesket står i centrum af det hele. De er billeder af dyr, menneskers og planters “tilblivelser”, altså konstante sammenfletninger mellem en selv og omgivelserne, som franske filosoffer som Gilles Deleuze, Félix Guattari og senest Bruno Latour har beskrevet i flere tekster.
I modsætning til de franske tekster skal fransk-danske Al Masson ikke bruge så mange sider for at fremstille tingenes absurditet. Absurditeten er også at foretrække frem for alvoren, også og især i en tid, hvor menneske-naturen viser sin brutalitet. Naturen er ikke venlig, ligesom den menneskelige civilisation heller ikke har været det. Den trænger ind over alt, indoptager alt, forandrer sig efter forholdene, og denne evne er både skræmmende og morsom. Det er derfor, at Al Massons tegninger er sjove. Det ufarlige er sjældent sjovt, mens krise, gru og al tings opløsning bliver absurd – og sjovt – når den bliver fremstillet sort på hvidt.
fotograf: Kirstine Mengel
Udstillingsperiode 5. – 28. april 2019
På M100 kan man i april se en udstilling med den fransk-danske kunstner Al Masson.
Under titlen Elevation viser han tegninger der beskæftiger sig med naturen, træer og blomster,
og forvandlingerne som også mennesket gennemgår, fra det ene stadie til det andet.
Al skriver om emnet:
”Naturen har altid været en del af kunstneres inspiration; det er ikke noget nyt. Hvis man læser antikke græske myter, bliver folk forvandlet til træer og blomster!
Gud repræsenterer naturen, som Neptun havet, Gaia jorden osv. Jeg har en fornemmelse af, at disse “antikke” mennesker var mere tilbedende, frygtende og respektfulde, end vi er i forhold til miljøet. For så vidt angår spørgsmålet om forskelligheder i køn og seksuelle orienteringer, blev folk i antikken ofte forvandlet. F.eks. forvandler Apollo sin elsker Hyacint til en blomst. Universets mysterium og umådelighed, dets skræmmende tomhed, er et uendeligt spektrum af muligheder og forestillinger. Disse antikke myter er blevet genfortolket gennem århundreder via malerier, musik, litteratur osv. De er en del af den kulturelle og fælles arv i mange civilisationer.”
Tegningerne vises som en installation, et rum man går ind i, og suppleres af skulpturelle værker der også forholder sig til naturens metamorfoser. Man vil her se hvordan naturen for kunstneren er et tilbagevende tema, et fikspunkt hvor glæde og bekymring for verdens tilstand mødes.
Al Masson er kendt for sine skulpturelle værker lavet af gammel emballage, plastikflasker, konvolutter og glas, hvor han skaber billeder med en forførende skønhed, og hvor forvandlingen fra affald til kunstobjekt overrasker med sin alvor.
Al udstillede i 2014 på Brandts under titlen ”Play Time”. Og har siden bla. vist sine mangefacetterede værker på Museumsbygningen, Banja Rathnov i København.
Al Masson er oprindeligt fra Marseille i Frankrig, har boet i USA og bor og arbejder nu i København.
Hjemmeside: http://www.almasson.com/
Ved åbningen af udstillingen vil Al genopføre sin performance ”Je me plante” – der fra fransk kan oversættes med enten, jeg planter mig selv, eller jeg mislykkes.