Sandra Blichert – L x H x B

Sandra Blichert

L x H x B

Udstillingsperiode 31. maj – 23. juni 2019                                                                                                                        

I M100 kan man opleve Sandra Blichert fortælle om hvordan mødet med et dagpengesystem er blevet til de værker som kan ses på udstillingen L x H x B. Denne dag er også en fælles kunstdag i Odense, arrangeret af Det Fynske Kunstakademi hvor en række lokale kunstaktører, viser hvad de har at byde på.

Om udstillingen

Det er akkurat som det lyder; Længde x højde x bredde, er et temmelig tørt materiale baseret på en ganske kedelig stabel jobansøgninger skrevet i forskellige ledighedsperioder i årene 2013 – 2017, som er sendt ud til en meget bred vifte af arbejdsgivere både indenfor og udenfor ens fagområde.
De udgør det materiale der siden skulle blive basen for værkernes tilblivelse, baseret på de mest basale mål vi kender til: L x H x B, som en essentiel og meget konkret informant bag et hvilket som helst værks eksistens, og derefter egentlig ikke så betydelig igen. Normalt vis.

Men her er det vejen ind til at omsætte hverdagens uforståelige trivialitet til noget håndgribeligt. Noget konkret og brugbart, midt i en, til tider, fuldstændig ugennemskuelig væren i et system af firkantet hed, hvor man som kunstner ikke altid er slebet helt i vinkel til at passe ind mellem de minimaler og marginaler der er opstillet, kræves og forventes af en, når man finder sig omgivet af og i et a-kasse dagpengesystem, der umiddelbart kan virke ulogisk når man står midt i det. Indtil netop måleenhederne begyndte at spille ind, de er noget let genkendeligt som man kan relatere til. Dem kan man måle, veje, forstå og dermed forholde sig til og bruge til noget konkret og siden omsætte til abstraktioner igen.
I bunken finder man blandt andet 294,17 meter skrevne ord. I de ord kan man måle sig frem til alle mulige konkrete ting, som man enkelt kan forholde sig til. Længden på ord, tydeligvis.

 

Kunstnerisk praksis                                                                                                                                                     

Sandra Blichert praksis kredser om det hverdagslige, det nære og det der sker i den intime sfære. Det vi ofte er blinde for, tager for givet eller glemmer at påskønne, fordi det er så småt og ubetydeligt. Gennem projektbaseret arbejde, dykker hun ned i de bittesmå ting, hæfter sig ved dem og giver dem en fyldig gyldighed der kan op skaleres til en relevant substans. Oftest ender det ud som installatoriske arbejder i en blanding af grafik, skulptur og tekster i basale materialer som kan findes overalt – hovedsageligt tekstiler, træ, pap og papir.

 

Baggrund

Sandra Blichert, f. 1984, Villingerød, er barn af landet med fødderne solidt plantet i mulden. Hun har aldrig haft rejse trang, men har alligevel de seneste mange år været rundt omkring, senest for en MFA fra Kunstakademiet i Bergen (2019), hvor hun pt er bosat. Med sig i bagagen har hun en bachelor fra Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam (2013) og et års afstikker til Afdelingen for grafik på Kuvataideakatemia, Helsinki i (2011).

Hun har tidligere vist værker på Bergen Kunsthall (NO), Galleri Blunk, Trondheim (NO), Galleri Fisk, Bergen (NO), Galleria Espoonsita (FI), Kurgan Art Museum (RU), Vandrehallen (DK), Retort art space (NL), Galleria Fafa (FI) blandt andre.

 

 

Kunstens mål

Theis Vallø Madsen, ph.d.

Sandra Blicherts udstilling L x H x B på M100 indeholder målebånd og smådele fra dag- pengesystemets store bureaukratiseringsmaskine. Det handler om dagpengesystemet, men selve bestræbelsen på at måle og inddele sin omverden har sin egen historie i den større kunsthistorie.

Den kunstneriske periode, som mange regner for at være ”den bedste”, nemlig den italienske renæssance, var også en periode, hvor matematikken blev en en del af kun- sten. Opmåling, inddeling og matematisk definerende rum gjorde det muligt for kunst- nere at skabe overbevisende illusioner af dybde og rum på en flade. I begyndelsen af 1400-tallet opfandt den italienske arkitekt Filippo Brunelleschi centralperspektivet, som ordnede alle billedets elementer i forhold til et centralt forsvindingspunkt i et matematisk defineret rum. I samme periode opfandt Leon Battista Alberti en ramme med et net, et såkaldt ”grid”, som inddelte motivet i små firkanter. Kunsten hvilede på en logik, som ligesom matematikken var klar, universel og eviggyldig. Denne rationalisering af kunsten kendetegner begyndelsen på moderniteten, hvor også andre samfundsinstitutioner blev inddelt i felter og organiseret i forhold til ét centralt punkt. Der er således en lige linje fra renæssancens opdagelse til nutidens institutioner, hvor det politiske, økonomiske og kulturelle skal måle, måles og målrettes.

Der har været forskellige former for modbevægelser til rationaliseringen, og de blev ofte beskrevet som irrationelle eller det, der var værre. Målbarheden handlede om kontrol på godt og ondt. Men selve rationaliseringen af viden – inddeling, opmåling, hierarkisering
– medførte også, at utilpassede elementer blev siet fra eller ignoreret. Kunstnere har til gengæld forsøgt at behandle de emner, som ikke passede ind. Nogle kunstnere ville vise en større og mere spirituel virkelighed, andre ville omfavne tilfældigheden, spontaniteten, det groteske og utilpassede. Andre udstillede latterligheden ved moderne institutioners higen efter kontrol og orden. Dagpengesystemet er en af disse moderne institutioner som forsøger at kontrollere et lille, afmærket område ved hjælp af opmåling og inddeling.

Sandra Blicherts udstilling L x H x B genbruger forskellige elementer fra denne moderne bureaukratiseringsmaskine. Vi kan studere smådelene uden for maskinen og hver for sig, i nye former og i nye omgivelser. De forestiller eller parodierer en gammel, men stadig stærk og allestedsnærværende higen efter kontrol ved hjælp af opmåling og inddeling. Det pudsige er, at kunsten både er udenfor og en del af maskinen. Alle bliver målt og kategoriseret, også kunstværker, men sidstnævnte kan heldigvis besværliggøre bureaukratiets arbejde. Ny kunst kommer ofte i ”odd sizes” eller inkongruente størrelser i fysisk eller begrebsmæssig forstand, og det er lige præcis her – hvor tingene ikke passer til vores forventninger til tingenes længde gange højde gange bredde – at det bliver interessant.

 

Foto Kirstine Mengel