Sidste udstilling i 2019 udstilling på M100 var en videoinstallation af norske Lena Katrine Sokki og svenske Tobias Liljedahl. Kunstnerduoen er bosiddende i Trondheim i Norge og de viste på M100 en installation der omhandler kunstig intelligens, og den selvstændighedsæstetik som ofte er knyttet til ideen om ikke-menneskelig intelligens. Med kunstværker der viser interaktion mellem menneske og maskine, fra et ikke-menneskeligt perspektiv, undersøger de hvad det vil sige at være et selvstændigt individ.
Titlen på udstillingen, A friendly imitation of work, er hentet fra Susan Sontags bog, On Photography. Sontag beskriver turisters kamerabrug netop som, a friendly imitation of work. Titlen kan også læses som en reference til det faktum at robotter i en skandinavisk kontekst overtager mere og mere af det fysiske arbejde som før blev udført af mennesker. Det er selvfølgelig også en reference til den oprindelige robot som blev navngivet af den tjekkiske forfatter Karel Čapek, baseret på ordet ’robota’, som på tjekkisk betyder arbejde.
Se som en maskine
Af Theis Vallø Madsen
Mennesker har altid haft nære forhold til visse typer af ting. Feticher, dukker, ikoner og kunstværker er gennem tiden blevet betragtet som objekter med følelse, vilje eller i hvert fald en form for menneskelig selvstændighed. Det er nærliggende at behandle ting, som gør noget, som ting, der er noget. Nutidens maskiner får samme rolle som genstande med personlighed, efterhånden som teknologien får stadig mere plads i vores liv og helt ind i vores kroppe. Maskiner var først hjælpemidler i industrien og i dagligdagen, hvor bl.a. kameraer, høreapparater, proteser, handicap-scootere gjorde livet lettere for folk med nedsat bevægelighed. Vores billeder bliver sammen med resten af den vestlige verdens kulturprodukter fortrinsvis produceret, opbevaret og betragtet ved hjælp af visuelle maskiner. I dag og i nær fremtid bliver maskinerne også brugt til at skabe stærkere, smukkere og klogere mennesker. Proteser er allerede stærkere end de menneskedele, de skal erstatte, og bioteknologisk genredigering kan redigere menneskefostre, så de bliver bedre end deres forældre. Vi taler, ser, hører, føler og bevæger os gennem maskiner hver eneste dag. Sammenblandingerne af mennesker og maskiner er af betydning for alle dele af samfundet, fordi de ændrer ved forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Kunstnere, kritikere, filosoffer
med flere, har længe diskuteret, om maskinernes vej ind i mennesket var godt eller skidt, og den nye tilstand bliver beskrevet som “posthuman”, fordi vi ikke (længere) kan forstå det moderne menneske som en selvstændig enhed uafhængigt af teknologi (Se bl.a. Kasper Lippert- Rasmussen m.fl (red.): “The Posthuman Condition”). Vores billeder, kroppe og daglige rutiner kan ikke længere adskilles fra maskinerne, og samtidig bliver maskiner som droner, robotter og computerens interface mere og mere menneskelige ved hjælp af kunstig intelligens. Det er således ikke nødvendigvis tale om magisk tænkning, hvis man føler sig knyttet til den lille robotstøvsuger i Lena Katrine Sokki og Tobias Liljedahls videoinstallation i udstillingen “A friendly imitation of work” på M100. Den arbejder sig ihærdigt hen ad gulvet på et bibliotek, mens bibliotekets brugere læser i bøger uden at ænse maskinen. Hvis vi føler med maskinen, skyldes det, at vi ser, hvad den ser, fra dens lille, underdanige robotstøvsuger-perspektiv. Det skyldes også, at vi finder ro i arbejdet. Den arbejder derudaf i en beroligende og venlig imitation af en rigtig støvsuger styret af et menneske. Det er muligt, at vi føler med den, når den bliver kortvarigt fanget mellem nogle stoleben. Vores identifikation med robotten blev kaldt “antropomorfisering” i humane tider, når vi bevidst eller ubevidst tillagde maskinen en personlighed. Men i disse posthumane tider er maskinerne en del af os, også biblioteksbrugerne, i større eller mindre grad, og robotstøvsugerens perspektiv på verden er ét blandt mange billeder, vi må forholde os til i en ny verden med maskin-mennesker og menneske-maskiner. I Sokki og Liljedals udstilling er vi
alle robotstøvsugere.
Udstillingen er støttet af Norsk Kulturråd og Office for Contemporary Art Norway – OCA.