Asbjørn Skou og Sif Itona Westerberg
Syng os en morgen af lys, fjer og skæl
4. maj – 27.maj 2018
Om udstillingen
Udstillingen består af en serie af store tegninger hvori motiver af landskab og infrastruktur sammensmeltes med forskellige værens – og væsensformer. Herigennem dannes hybride billedlandskaber hvor afgrænsningerne mellem de enkelte motiver udviskes; for til tider at forsvinde i felter af mørke, og til tider at sammenfiltre sig til nye betydningsdannelser. I tegningernes landskab hænger en serie af relieffer udskåret i gasbeton; disse aktualiserer middelalderens fremstilling af den monstrøse og hybride krop, i grænselandet mellem menneske, plante og dyr, som fabulerende aktører fra på tværs af tiden.
Ordet Monster, udspringer af det latinske Monere: at Advare. Blandt mange andre ting er monstret en advarsel – ikke blot om hvad der kan ske, men også om hvad der allerede er sket og sker. Det monstrøse er et dialektisk chok-billed, en arkaisk kulturel aktør, der opererer i skellet mellem god- og ondartet andethed. Det bor i det hybride og ustabile, i grænselandet og yderzonerne. Monstret, med sin ekstreme krop, med alt dets groteske og sublime katastrofe; dets deformationer, og fremmedgjorthed; dets over- og underlegenhed. Monstret taler (gurgler, synger, brøler og hvisler) om kroppen som et sted for forviklinger; om sammenfletning mellem en indre og ydre ontologisk katastrofe, et ulykkessted. Men også en tilblivelsesgrund, en ny mytisk ursuppe. Som kulturel aktør, bliver monstret hvad det spiser; forvitringer og forvandlinger i grænselandet mellem dyr, menneske, plante og mineral, udenfor kategori og køn, i konstant metamorfose, som en legemliggjort andethed, frisættende og angstfuld. Det kommer i stigende grad tilbage til os nu – fra heden, skoven, grotten, havet og jorden; for at tale om det antropocæne. Denne tidsalder af massive menneskeskabte transformationer af planetære økosystemer og forbindelserne mellem mange-artsligt liv. Monstret taler (rumler, svupper, raller og klikker) både om symbiotiske vidundere og frygtindgydende trusler. Fra multifaceterede tilblivelser, hybride sam-eksistenser og økologiske forbindelser; til invasive arter, ondartede patogener, kemiske processer ude-af-kontrol og endegyldige udryddelser. Monstret har med sig en dobbelt betydning: på den ene side viser det os kimære forviklinger, et andet-end-menneskeligt liv; og på den anden side påpeger det hvordan vi moderne mennesker, i vores ubesindige forhold med mere-end-menneskeligt liv, selv bliver monstrøse.
Udstillingen tager udgangspunkt i monstret som arkaisk såvel som samtidig figur, og undersøger hvordan denne kan fungere som metafor for samtidige økologiske og identitetsbærende problemstillinger. Igennem to forskellige kunstneriske positioner aktiveres det monstrøse som billeddannelse til kritisk analyse, af hvordan det menneskelige og dets handlingsrum, er forviklet og flettet sammen, med andre kropslige hybrider, på tværs af ontologiske og artslige skæl.
Om kunstnerne
Asbjørn Skou er billedkunstner fra København. Han arbejder med tegning, tekst, installationer og objekter, for at iscenesætte og undersøge relationer mellem menneskelige og ikke-menneskelige agenser, og deres muligheder for produktion af kriser og kritik.
Han er uddannet fra Kunstakademiet i Bremen, Tyskland (2004-09). Han har tidligere udstillet på blandt andet; Overgaden Institut for samtidskunst (DK), Kunsthal NORD (DK), Kunsthall Trondheim (NO), Tranen (DK), Museum of Cycladic Art (GR) Vejle Kunst Museum (DK) m.fl.
www.asbjornskou.com
Sif Itona Westerberg er billedkunstner og bor og arbejder i København. Hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014. Hun arbejder primært indenfor det skulpturelle felt, hvorfra hun undersøger, nye økologier, relationer og æstetikker i den Antropocæne epoke. Hun har blandt andet udstillet på Aros Triennalen; The Garden (DK), Skulptur Triennalen; Becoming Human (DK), Huset for Kunst og Design (DK), Asbæk Gallery (DK), Kunsthal Charlottenborg (DK), and Vejen Kunstmuseum (DK) m.fl.
www.sifitona.com
tekst fra udstillingsfolderen
Knop- og kropskydende
Det skræmmende og fascinerende ved monstret er sammenblandingen. Det monstrøse består af ulige dele. Monstret overskrider grænserne mellem levende og døde, naturen og kulturen, og det gamle og det nye. De holder sig ikke inden for rammerne, men overskrider og sammenblander alle mulige og umulige former i én overdimensioneret eller forvrænget figur.
De danner monster-montager. I Gilles Deleuze og Félix Guattaris berømte ”Rhizom”-kapitel bliver rhizomet beskrevet som samlinger af ulige former. De to franske filosoffer beskriver rhizomet med eksempler fra naturen, f.eks. ukrudtets vildtvoksende stængler og myrernes vidtrækkende ruter. Deres bedste billede handler om orkideer og hvepse. I Sydamerika findes orkideer, som tager form efter hvepse. Orkideen udvikler blade med hvepsens fimrehår og farvemønster for at tiltrække hvepsehanner. Den behårede orkide bliver hvepseagtig, og hvepsen bliver til gengæld orkideagtig, når den spreder orkideens pollen. Planterorganismer og dyreorganismer de- og reterritorialiserer sig, skriver Deleuze og Guattari, og deres pointe er, at disse tilblivelser eller bliven-til-en-anden foregår hele tiden i naturen og kulturen. Mennesker, dyr, planter, fiktive figurer m.fl. indretter og indfletter sig hele tiden i hinanden. Vi har ingen fast form, men er uafbrudt i færd med at blive til nogen eller noget andet. Dyrene blander sig med planterne, og mennesker blander sig med dyr, ting, medicin, kunst m.m. Der er ingen mennesker, kun uafbrudt menneskeliggørelser eller mennesketilblivelser. Den mini-monstrøse orkide hvepsegøre sig, hvepsebliver, ligesom mennesker konstant omformer sig i de andre og det andet.
De gamle og moderne monstre er en radikal udgave af disse sammenblandinger. Monstret er en overskridelsesfigur, som fletter sig sammen med mennesker på stadig nye måder. Sif Itona Westerbergs gasbeton-værker bruger relieffets begrænsede plads til at vise begrænsningens modsætning: arkaiske væsner, som knop- eller kropskyder. De holder sig ikke neden for eller inden for fladen. Modsætningen mellem gasbeton-relieffets hårde, kompakte materiale og relieffernes ustyrlige væsner er en del af de dobbeltheder (flerdobbeltheder), som monstrene bringer med sig. Asbjørn Skous værker består også af knopskud, her linjer, som sammenfletter forskellige kroppe, ting og landskaber. Deleuze og Guattari beskrev også tilblivelserne som flugtlinjer. Der er ingen punkter eller faste former, kun streger, som gennemskærer hinanden. De er altid på vej mod nye konstellationer. Både gasbetonrelieffer og tegninger er rhizomorfe i den forstand, at de viser monstre, væsner og verden som mellemformer i færd med at blive til stadig nye mellemformer.
Theis Vallø Madsen, ph.d., Faaborg Museum og Syddansk Universitet
Foto Kirstine Mengel
Fernisering
Artist talk med Asbjørn Skou.
Foto Mikkel Larris
