Standard 6.6
Mikkel Larris
Om udstillingen
Mikkel Larris udstiller på M100, – tegninger, ord, tekster og readymades.
Seks vægge med hver sine, på overfladen samme elementer, seks dele der tilsammen udgør et hele. (En krop, en sjæl, en historie, en drøm, et sted og en ide.)
De seks formationer af elementer på udstillingen skaber som en form for åben rebus, et afsæt for at alle hver især kan finde sammenhænge og udfylde med egne ideer og tanker.
Udstillingen er et kompleks af billede og tekst, i et samlet system som udfordrer den besøgende til at deltage. I udgangspunktet er det forholdsvis subjektive udsagn fra kunstneren der formidles videre, i billede og tekst. Det er fx tegninger, hvor kunstneren ser på sine omgivelser og lever sig ind i formerne, rummet og farverne. Han lader sin fantasi flyde ind i iagttagelserne og over i billedet af verden. Som hvis dagdrømmen fik magt over virkeligheden. Det er ting der har en historie at fortælle. Trods en fastlagt funktion og et kendt udtryk, får tingene en personlighed, en historie og en sjæl. Systemer skaber sammenhæng, men udfordrer samtidig beskueren til at finde en mening.
Mikkel skriver: Med denne udstilling sætter jeg forskellige elementer sammen i et system. Jeg kalder det her for standard 6.6 fordi der er 6 vægge og på hver væg 6 elementer. Systemet bruges til at skabe sammenhæng og til at åbne oplevelsen op for dem der kommer og ser udstillingen. Det er op til den enkelte at finde ud af hvad en eventuel sammenhæng kan være. Det er noget af den samme funktion som nogle digtere benytter sig af når de sætter tilfældigt udvalgte ord sammen og der skabes en poetisk forbindelse. Jeg prøver at gøre de 6 vægge så ens som muligt og på samme tid, så forskellige som muligt. Og jeg tænker at det er ligesom mennesker og meget andet i verden, at de ser ens ud på afstand, men at jo mere man ser og jo tættere man kommer på, des mere forskellige er de. Og på samme måde afhænger fortolkingen altid af øjnene der ser.
Kunstnerisk praksis
Mikkel Larris har igennem mange år arbejdet med kunst hvor der vælges et system som udfyldes med mere eller mindre tilfældige elementer. En samling af terapibøger med varierende titler, et ur der skriver korte sætninger, papkasser med et bogstav på hver side som dermed alle er en rebus af 6 bogstaver, eller 99 lyde som bliver en leg med at skabe associationer. Grundtanken er at der ikke gives et facit fra starten, men at beskueren får muligheden for at udfylde mellemrummene og forbinde punkterne på sin egen måde. Mikkel Larris’ kunst er ofte udtrykt gennem tegninger i følgeskab med ord.
Baggrund
Mikkel Larris (1970) er uddannet billedkunstner fra det fynske kunstakademi i 1997 og har siden udstillet i ind og udland. Har gennem årene været meget aktiv som initiativtager og arrangør af forskellige udstillingsprojekter, som den censurerede kunstudstilling, art&science(SDU), Days of art and Love og senest med M100. Han er desuden medlem af gruppen Qwerty, som arbejder med performative installationer. Gruppen har i september 2019 udgivet bogen Qwertyuiopå¨, en dokumentation af de seneste 10 års projekter, i forbindelse med en udstilling i London.
Links: mikkellarris.dk, Qwerty: tifinger.dk
Fernisering 1. november 2019 kl. 17 – 19
Kunstnersnak med kurator Anders Qvist Nielsen 24. november kl. 14
Standardada
Theis Vallø Madsen
Kunstens standardstørrelser har har ændret sig ad flere omgange, og en af de mest radikale ændringer skete for ca. hundrede år siden, da dadaisterne hev hverdagsgenstande ind i kunsten. De vendte cykelhjul på hovedet, skrev på tissekummer og satte forskellige genstande sammen på nye måder. Tingene fik ny betydning, fordi de indgik i en ny sammenhæng. Det rykkede ved forståelsen af, hvad kunst kunne være. Samtidig begyndte surrealisterne at skabe værker, hvor ting og personer skiftede pladser eller flød sammen. De var inspireret af psykoanalysens beskrivelser af drømme, hvor virkelighedens orden var erstattet af en ny og fladere “orden”, hvor det forbudte eller ubetydelige kunne skifte plads med det høje og hellige.
Dadaisterne og surrealisterne lod sit publikum se, at verden kan indrettes anderledes, mere poetisk og sjovere end den, vi er blevet vant til. Senere, i 1960’erne, blev dadaisternes og surrealisternes eksperimenter videreført i bl.a. Fluxus-bevægelsen, også kaldt neo-dada, hvor kunstnere lavede forskellige happenings, kollektive kunstinstallationer og ikke mindst kunstværker, der kun bestod af en opskrift eller instruktion. De lavede absurde standardformularer, som publikum skulle udfylde, og kunstnerne iførte sig bureaukraternes uniform med jakkesæt, stempler og skemaer. Nogle kunstnere eksperimenterede med at sende kunstværker, som brød eller bøjede postvæsnets standard-mål for pakker. Kunsten var ikke kun en genstand, men en mulighed for at engagere flere mennesker – poetisk og politisk – ved at skabe et sted, hvor man kunne se tingene på nye måder. Det handlede om at skabe situationer, hvor noget nyt kunne ske. Den schweiziske kunstner Daniel Spoerri skrev en bog om sit køkkenbord, hvor hver brødkrumme og kaffedåse blev beskrevet i et opslagsværk og indtegnet på et stort fold-ud-kort. Det viste sig, at selv brødkrummer kan være udgangspunkt for en strøm af minder og anekdoter, hvor den ene association tager den anden. De mindste hverdagssituationer kunne være genstand for et poetisk blik eller en absurd fordrejning.
Mikkel Larris’ standarder bygger videre på de absurde arrangementer, som dadaisterne, Daniel Spoerri med flere lavede. Arrangementer som Mikkel Larris’ seks vægge med seks genstande viser også, at vores forståelse af tingene er uadskillelige fra deres plads i en større sammenhæng. Tingenes betydning smitter af på hinanden, og denne afsmitning skaber nye associationer og uvante situationer. Dadaisterne og senere dada-inspirerede værker kan ses som en kritik af et endimensionelt og poesi-forladt samfund, men deres værker er snarere optimistiske og præget af humor og stor tiltro til forandring. Kunsten var, ifølge kunstneren og komponisten John Cage, “(…) simply a way of waking up to the very life we’re living”. De gamle dadaister, surrealister og fluxus-kunstnere var sjældent kyniske, men stadig kritiske i den forstand, at de nægtede at indordne sig i tidens idé om, hvad der passede ind i kategorien “kunst”. Det gælder også de samtidskunstnere, som arbejder videre med systemer og arrangementer som måder at udvide kunstens område på. Der er uendeligt mange måder at indrette sig på, og det kræver blot en lille grad af respektløshed over for den herskende orden at rode rundt, bytte om, og sammensætte nye ordener. I den forstand er kunstneren en, som skaber systemer eller arrangementer snarere end værker. Det handler heller ikke om at skabe en ny standard, som så skal erstatte den gamle, men om at vise, at der kunne være tusinde andre måder at sammensætte vores liv og vores ting. Det er oplagt at begynde med tingene på køkkenbordet, foran klædeskabet, i vindueskarmen eller i den måde, vi sammensætter ordene og billederne.
Kunstnersnak med kurator Anders Qvist Nielsen 24. november