Simon Fiil & Nanna Katharina Jensen
Sønder & Sammen
16. marts – 1. april 2018
I M100 kan man opleve Nanna Katharina Jensen og Simon Fiil give et bud på hvad der rører sig på den helt unge kunstscene. Udstillingen Sønder & Sammen af de to 4. års studerende fra Det Fynske Kunstakademi, vidner suverænt om at samtidskunsten rummer et mangfoldigt potentiale i forhold til at opleve, analysere og forstå verden omkring os.
Udstillingen giver mulighed for dialog og møde mellem to praksisser, man ikke nødvendigvis ellers ville se i sammenhæng: Nanna Katharina Jensen´s Primordial Pool en stor rund lydinstallation der kropsliggør en subjektiv myte om livets oprindelse og Simon Fiil´s I hjertet af en Ø to papskulpturer som forholder sig til Fyn som provins i kongeriget Danmark.
Simon Fiil kredser om samfundsemner som tabte skibscontainere, hurtigt skabte bygninger, logistikkens afveje og hverdagens valg, udformet i pap, akryl, lak og glimmer.
“Mine skulpturer er modeller af objekter, maskiner og bygninger, som vi interagerer med i vores hverdag. Med fortællinger, som opstår når man placerer en kæmpe fladskærm og et stykke fynsk favoritkage, brunsvigeren, ved siden af hinanden med påstanden om, at det siger noget særligt om en ø som Fyn. Som udgangspunkt arbejder jeg med et noget naivistisk udtryk og prøver at skære ind til benet.”
Simon bor i København og arbejder på Fyn. For tiden er han i gang med et praktikforløb hos den danske kunstnergruppe A-kassen.
Simon Fiil https://www.instagram.com/simonfiil/
Nanna Katharina Jensen´s værker udspringer af en stor interesse for komplicerede forhold mellem indre og ydre liv.
“Jeg er optaget af “livets store spørgsmål” som en art præhistoriskcorny menneskelig effekt af at være til, og af alle de dertilhørende ikke-svar der besvarer det faktaløse og de evigteksisterende spørgsmål. I mine værker bearbejdes ofte spirituelle og religiøse fænomener og redskaber, gennem en sekulær og poetisk tilgang. Det være sig elementer der forfører, manipulerer og manifesterer en anden form for virkelighed. I min praksis arbejder jeg på tværs af medierne lyd, video, skulptur og installation, ofte forenede i forskellige kombinationer.”
Nanna bor og arbejder i Svendborg hvor hun er en af kræfterne bag to kunstnerdrevne udstillingssteder KUNSTHAL ved siden af og det nyopstartede du.al.
Nanna Katharina Jensen Web: nannakatharinajensen.wixsite.com/nannakatharinajensen
Urværk
Nanna Katharina Jensens Primordial Pool, 2017, på M100
Theis Vallø Madsen
Den britiske naturvidenskabsmand Charles Darwin foreslog, at de første levende organismer på jorden var opstået i et lille varmt vandhul. Teorien om ”the primordial soup” eller ursuppen beskriver, hvordan enkelte molekyler blev bragt sammen i mere komplekse kemiske forbindelser. Et lyn eller en anden energikilde kan have slået ned i ursuppen og sat processen i gang. De første levende organismer var således et resultat af livløse materialer i nye kombinationer. Naturvidenskabens forestilling om ursuppen ligner på sin vis en anden forklaring, nemlig myten om Ymer fra den nordiske mytologi. I tidernes morgen bestod verden af et kæmpestort svælg mellem isnede kulde og brændende varme, og ud fra dette svælg dryppede levende dråber. Dråberne tog menneskeskikkelse og blev til urjætten Ymer, som senere svedte en mand og en kvinde fra sin højre armhule. I begge teorier bliver jordens første levende skikkelser skabt fra det våde. Det levende opstår fra et svælg eller et hul. Myten og naturvidenskabens forestillinger kan også ligne en kunstnerisk proces. Nogle gange vil en kunstner kombinere forskellige materialer for at skabe noget nyt. Det er ikke blot et spørgsmål om at lægge materialerne sammen, hvor to plus to bliver til fire, men snarere en proces, hvor kombinationen af materialer bliver til noget andet end summen af delene.
I Nanna Katharina Jensens ur-bassin eller moderniseret vandhul stikker tre forstoppede tragte op af suppen. Tragte er normalt noget, vi bruger til at få ikke-faste former ned i en form. Tragtene har fået form som sære stenformationer, der strækker sig opad i et forsøg at undslippe bassinet. Der kommer nogle besnærende og messende lyde ud af tragtene. Det lyder unægteligt som en dyb, præhistorisk brummen. Tungetalen kunne komme fra efterkommere af urjætten Ymer eller andre mytiske skabninger. Denne type tungetale går igen i mange forskellige kulturers myter, herunder grækernes, hvor Oraklet i Delfi måtte have præster til at oversætte varslerne. Der er ingen præster til at oversætte Nanna Katharina Jensens ursuppe-brummen. Det ville også være forfærdeligt kedeligt, hvis værkets tungetale blev tekstet og fortolket. Det er nok at konstatere, at det irgrønne bassin og tragtenes uforståelige messen trækker på både naturvidenskabens og mytologiens forestillingsbilleder. Nanna Katharina Jensen viser, at begge dele har en enorm tiltrækningskraft.
Det nyes evige genkomst
Simon Fiils I hjertet af en ø, 2017, på M100
T.V. Madsen
Brunsvigeren og et ultra-HD 60 tommer smart-tv er stærke symboler for et småkedeligt middelklasseliv. TV’et er et teknologisk fremskridt, men også et meget forudsigeligt fremskridt. De stadig større og stadig skarpere fjernsynsapparater er eksempler på det, den tyske filosof Walter Benjamin i 1930’erne kaldte for ”det nyes evige genkomst.” De forudsigelige opdateringer af telefoner og fjernsyn bliver triviel i længden. Simon Fiils papkasse-skulpturer er naivistiske i sit udtryk, men man kan også se skulpturerne som kritiske over for kedsomheden som et voksende problem. Det betyder ikke, at værkerne er kedelige, men at kedsomheden som filosofi eller fænomen måske kan sige noget nyt eller interessant om værkerne.
I de senere år har et nyt forskningsfelt vundet frem. Psykologer, antropologer, litteraturfolk og kunsthistorikere er begyndt at undersøge ”kedsomhed” i både kunsten og i samfundet. Kedsomhed er en ubehagelig tilstand, som opstår i et tomrum fremkaldt af enten for få eller for mange indtryk. Det er både en indre og en ydre tilstand. Vi føler kedsomheden inden i, så at sige, men den er også i omgivelserne eller i verden udenfor. Den nye interesse for kedsomhed har afstedkommet flere fagbøger om emnet, bl.a. Kjedsomhetens filosofi og The Boredom Studies Reader, og der har været afholdt kedsomhedskonferencer for kedsomhedsforskere. Det er, ironisk nok, et spændende forskningsfelt fyldt med grå, selvironiske bogforsider og powerpoint-præsentationer. Interessen peger på, at kedsomheden er et voksende fænomen. Den moderne kedsomhed er egentlig et paradoksalt fænomen. På den ene side keder vi os efterhånden sjældent eller aldrig. Små og mellemstore apparater giver adgang til adspredelse og arbejde alle steder og til alle tider. Toilettet og i køen i Netto er ikke længere tomme eller frie rum uden nye informationer. Alle tidsenheder bliver udnyttet til fulde. På den anden side keder vi os mere og mere og måske hele tiden. Alle adspredelserne og alle projekterne bliver hurtigt kedelige.
Selve kedsomheden rummer også et kritisk potentiale! Den viser, at man befinder sig i en utilfredsstillende situation. Den viser at det, vi foretager os, ikke giver mening for os. Den kedende kan vælge adspredelsen, altså ”at sprede sig selv” og sin opmærksomhed, men adspredelsen vil med tiden opbygge en resistens mod dens evige genkomst. Man kan også vælge at møde kedsomheden med åben pande. Kunstværker kan f.eks. vise kedsomheden i sine reneste former. I stedet for adspredelsen kan en kedsomhedskritisk kunst se kedsomheden i øjnene. Kunstværker kan samle opmærksomheden snarere end sprede den. Et ultra-HD 60 tommer smart-tv i en gennemsnitlig stue er selvfølgelig kedelig, men papkassen fra et Ultra-HD 60 tommer smart-tv går så at sige gennem kedsomheden og kommer tilbage som dens modsætning. Det er så kedeligt, at det bliver spændende.
Foto Kirstine Mengel