You May Be Getting Older

Udstilling med Mette Juul

I september udstiller Mette Juul på M100 i Odense. Med udstillingen ”You May Be Getting Older” retter Mette Juul blikket både panoramisk og ultranært mod det flygtige levede liv.
Gennem snapshotfotografiet fastholder Mette Juul menneskers gøren og laden i verden. Juul insisterer med udstillingen ”You May Be Getting Older” på en opmærksomhed mod et latent betydningslag i de snaps af hverdagens begivenheder, der flakser forbi os.
Udstillingen tager tematisk afsæt i en kaktusblomst fra den Californiske ørken, fundet under en rejse hvor Mette Juul overværede fænomenet ”Desert Bloom”, en klimatisk begivenhed hvor den tørre ørken i kort tid forvandles til et overdådigt blomsterhav. Blomsten er nu hjembragt og tørret i et forsøg på at bevare og fastfryse dens overvældende skønhed, på samme måde som et snapshotfoto foreviger et moment i livet.
Med foto, diasprojektioner og tapetfoto indkapsler Juul livets korthed og skrøbelighed i en søgen efter en mytisk og poetisk tilværelsesforståelse. Som et eksempel viser Mette Juul et foto, hvor tilfældige mennesker bader i en flod i det amerikanske Midtvest iført T-shirts og shorts. Et snapshot af en almindelig aktivitet men som også refererer til en renselse med et potentielt religiøst og kunsthistorisk betydningslag.
På udstillingen zoomes der ind og ud fra det store naturpanorama til det nærgående blik på en kvindes tatovering, som en alvidende fortæller der udpeger nedslag i livets gang hvor myte og virkelighed forenes.

At bringe snapshotfotografiets rå og tilfældige æstetik ind i en allegorisk ramme fungerer som et greb, hvor Mette Juul tilstræber at skabe fortælling og orden i det tilfældige. Med andre ord kan man sige, at udstillingen ”You May Be Getting Older” vedkender sig en eksistentiel rastløshed og deraf følgende behov for at trænge ind i verden og tillægge livet betydning.

Mette Juul er uddannet fra Glasgow School of Art – BA (hons) in Fine Art Photography, Glasgow, Scotland i 2002 og har en Master fra the Royal College of Art (RCA), Fine Art Photography, London, England. I forbindelse med hendes master har hun studeret på School of the Art Institute of Chicago (SAIC), Illinois, USA. Juul arbejder overvejende dokumentarisk med fotografi og video og dokumenterer hverdag og ekstraordinære oplevelser hjemme og på sine mange rejser. En arbejdsstil der resulterer i et enormt arkiv af billedmateriale, hvor fortællinger ophobes vilkårligt og løsrevet. Arkivet af billedmateriale bruger Mette Juul til at sammenstykke nye betydninger og fortællinger. Juul har udstillet og arbejdet i ind og udland bl.a. i USA, Kina, Argentina, Iran og flere steder i Europa.

En blomstrende ørken
af Peter Ole Pedersen

En enkel ting, et særligt objekt der griber vores opmærksomhed, fanger vores interesse og pludselig bliver omdrejningspunktet for en hel verden, et helt univers. Vi kender alle denne oplevelse, som kan virke sprudlende for glemte erindringer eller befordrende for et nyt syn på det allerede kendte.
Denne ting kan være en blomst fundet i en ørken, en ørken der for en kort tid oplevede en periode med regn, blomstrede op og forvandlede sig fra rå natur til frodig vegetation. ’Desert bloom’ kaldes dette fænomen og markerer ud over jordens latente frugtbarhed også tidens gang på et sted, hvor den almindeligvis slettes.

Den tabte tid
Ørkener har det med at opløse vores tidsfornemmelse. Landskabet flader ud, og efterhånden som markante orienteringspunkter gradvist forsvinder, mister man sin retningsfornemmelse. I stedet for at betragte landskabet, så begynder landskabet at betragte os. Omgivelserne minder om, at de vil være her lang tid efter, vi er væk, at eksistensen blot er noget flygtigt, og at det er okay.
Ørkenen er det mest uvirkelige landskab på Jorden. Det er som om, nogen har taget et kæmpemæssigt viskelæder og fjernet alt det, der før var til stede. Enkelte ting er dog ladt tilbage, sparsom vegetation og taffelbjerge, her og der en forladt bygning eller gammelt industrielt skrammel.
Ørkenen er en palimpsest, naturens eget pergament beskrevet, udvisket og brugt igen. Den historie, der oprindeligt blev nedskrevet, er en fortælling om ubegrænset potentiale og den fri forestillingsevne.
Hvad var der her til at begynde med? Den genskrevne historie er en mere varsom
beretning: Landskabets umiddelbare skønhed og dybe spiritualitet kan øjeblikkelig forvandles til en svimlende ensomhedsfornemmelse, en følelse af at være betydningsløs. Ørkenen udfordrer dig, lærer dig at være opmærksom på dine omgivelser, lærer dig en vigtig lektie i ydmyghed.

Et hav af sand
Ørkenen er ældgammel. Dette naturlige tabula rasa lader sig ikke mærke af, hvad den enkelte bil eller ensomme vandrer nedfælder på dens støvede pergament. Ofte ligner ørkenen et bølgende hav, og man får en fornemmelse af, at der gemmer sig en skjult verden under dens overflade, under ørkenens hud. Det er en verden uden for vores rækkevidde, hvis vi blot kunne bevæge os ned i de smukt vindsvungne sandklitter, ville vi opdage et ukendt og grænseløst univers. Graver vi os ned i sandet, efterlader det dog kun et bedragerisk hul. Måske er dette falske løfte om usete vidundere, hvad der forbinder oplevelsen af ørkenen med havet og med landskaberne på fjerne planeter?
Sandet fyger, vandet flyder og blomsterne springer ud. For en tid blusser de op med deres farverige skønhed, for derefter at visne og tørre ind. Øjebliksbillederne stråler og flimrer for vores øjne.
De danser på væggen som mættet lys, lever deres liv som momentvise udvekslinger af det, vi oplever og indskriver sig for en stund i vores bevidsthed. Et snapshot nyder en særlig status som billede. Det besidder en spontan kraft, der ikke er det iscenesatte billede forundt. Samtidig er det den visuelle informationsmotorvejs mest dominerende udtryk, en billedform, der konstant balancerer dramatisk på en knivsæg mellem det ligegyldige og det underfundige. Sidstnævnte kvalitet opstår som oftest, når øjebliksbilledet hives ud af sin vante kontekst, når det kanaliseres væk fra billedstrømmen og beriges med en dybere opmærksomhed.
Pludselig ser man med andre øjne på træets tørre grene, der vejrer mod himlen, på et billede af vinden, der får små bølger til at kruse i vandet omkring det badende barn, og på en kaktusblomst, der minder os om, at selv ørkenens støvede jord bærer på livets hemmelighed.

Essay af Peter Ole Pedersen.

Peter Ole Pedersen (f.1978) er kurator og kunsthistoriker med fokus på samtidskunst og film. Ph.d. fra Aarhus Universitet med en afhandling om dokumentarfilm, avantgarde og populærkultur. Har kurateret en række udstillinger og events for bl.a. KØS, Tranen, ARoS, Kunsthal Aarhus, CPH:DOX, Cinemateket og Galleri Image.
Leder for tiden det store udstillingsprojekt Go Extreme præmieret af Bikuben Fonden og realiseret i regi af Kunsthal Aarhus. Driver pladeselskabet Kørfirs Records og er redaktør på bogserien KOSMOS.