Fernisering fredag 3. september kl 18.00
Udstillingsperiode d. 3. – 26. september 2021.
Den dybe samhørighed med naturen kan forekomme fjern i et højteknologisk og ergonomisk korrekt indrettet samfund med maden leveret til døren. Men med vand i kælderen fra sidste oversvømmelse og en jul der igen var brun og våd, mærker vi naturens forandrede greb om vores højt civiliserede hverdag.
I samme hast som årstidernes kendte karakteristika svinder ind, stiger frustrationerne og ængsteligheden i takt med vandspejlet i kælderen. Vores normale og trygge verden forandres. Den store naturkrise vi allesammen er vidner til, kan derfor opleves, som når en skipper navigerer med defekt kompas på åbent hav. Vores kendte pejlemærker for livets gang smuldrer. Vi mærker det alle sammen. Forandringerne omkring os. Den sidste sne, den sidste kulde og den sidste vinter.
“Den Sidste Vinter” er en poetisk og skrøbelig installation, hvor de enkelte elementer samler sig til et rummeligt vinterlandskab. Et landskab der er under transformation, som når frosten har sluppet, og sneen og isen forvandles til dis og smeltevand. Transparens og lyse farver dominerer udstillingen med dystopien vibrerende som underliggende klang.
Matilde Duus arbejder fortrinsvis med materialet glas og pigment brændt på glas, hvilket udstillingen er bygget op omkring. Glassets flydende transparente og lette kvaliteter udnyttes her som association til isen, vandet, det foranderlige og uhåndgribelige.
Titlen “Den Sidste Vinter” kan forstås som metafor med dobbeltrettet betydning, der både kan varsle en klimatisk katastrofe samt et håb om en overstået ubehagelig periode, med lysere tider fremadrettet.
Vinteren og årstiderne som motiv og metafor er allestedsnærværende i vores sprog, visuelle udtryk og tæt knyttet til vores religiøse og kulturelle ritualer og traditioner. Årstidernes forskellighed er en uomgængelig livserfaring for os alle. Erfaringer der ligger dybt i vores bevidsthed og bestemmer vores væren i verden. Fra barnsben synges årstiderne ind i kroppen med rim og remser. Litteratur, digtning og film er rig på årstidsbestemt indhold og titler, som for eksempel “Vinterbørn” af Dea Trier Mørch (1976) eller “I Sne Står Urt og Busk i Skjul” af B.S Ingemann (1831) eller Disneys animationsfilm “Frost” (2013).
Finissage og artisttalk søndag d. 26. september kl 14
Artist talk mellem Matilde Duus og Kunsthistoriker Malou Solfjeld. Solfjeld har bidraget med et essay i udstillingskataloget til “Den Sidste Vinter” .
Matilde Duus fortæller om sin udstilling “Den Sidste Vinter” og vil i dialog med Malou Solfjeld udvide udstillingens tematik om den store naturkrise og den fundamentale forandring vi går i møde. Står vi på kanten og hvad kan kunsten egentlig i denne sammenhæng?
Solfjeld har bidraget med et essay til udstillingens katalog. Essayet er publiceret på idoart.dk
Kom og deltag i debatten og der vil være kaffe og kage, øl og vin.
Læs essayet det her: https://www.idoart.dk/blog/matilde-duus-den-sidste-vinter
Matilde Duus (f.1983 i Århus) er uddannet på Konsthögskolan Valand, Göteborgs Universitet i Sverige og på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014 og er bosat i Moss, Norge. Duus har modtaget Statens Kunstfonds Arbejdslegat i 2021, 2018, 2017 og 2016 og deltog 2020 på gruppeudstillingen “The Travel in Spaces”, på KH 7 Space, Århus, der blev præmieret af Statens Kunstfond. Hun har bl.a. udstillet på BRICKS Gallery (Solo), Kunsthal Nord, Marie Kirkegård Gallery, Kbh, Huset for Kunst og Design, Holstebro, Stephen Simoens Contemporary Fine Art, Knokke, Belgien, og har i 2020 produceret en integreret udsmykning for Banedanmark, Ringsted, DK.
Malou Solfjeld (f. 1991), MA i kunsthistorie fra Københavns Universitet, 2018, er uafhængig kurator med base i København. Varetog fra 2016 -19 residencyprogrammet på CCA Andratx, Mallorca og kuraterede der en række udstillinger. Aktuelt har Solfjeld bidraget til Idoart.dk med artikelserien ”På sporet af kunsten” og deltaget i artist talks på bl.a. Museet for Samtidskunst, SixtyEight Art Institute samt har udgivet 10 episoder af en ”lockdown” podkast under sit kuratoriske residency ophold på Dassweissehaus, Wien, Østrig i 2020.
Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, Odense Kommune- Kulturkontakten, Statens Kunstfond.
Link til begivenhed på Facebook
Udstillingen er åben torsdag 17 – 19 og lørdag – søndag 13 – 16
M100 – Udstillingssted for samtidskunst
Søndergade 26, 5000 Odense C
For yderligere info kontakt: Tine Oksbjerg tlf: 22759852, m100@m100.dk
www.matildeduus.dk
www.facebook.com/m100.dk/
www.instagram.com/m100odense/
tekst af Malou Solfjeld til udstillingen
”Kan vi tale i tlf i morgen? Jeg skal hjem og spise risengrød. Har været på Steinerskolen og sætte den sidste ovn over før den sidste vinter.”
Med disse ord afslutter Matilde sin seneste e-mail til mig, 24. august 2021. Risengrød i august? Tænker jeg… Der er nok nogen, der er på forkant med klimaforandringernes omstillingsparathed når det kommer til new nordic gastro-tendenser! Hendes første besked lød således:
”I 2020 havde vi 0 isdøgn i Danmark, læste jeg på nettet. Isdøgn er dage hvor temperaturerne ikke kommer over frysepunktet. Det er første gang det er sket i de 146 år vi systematisk har målt vejret i Danmark.”
Samme år deltog jeg i en konference, der blev afviklet på SixtyEight Art Institute i København under titlen ”The curator is the weather”. Som forberedelse hertil læste jeg Jonathan Safrans Vi er vejret – og på trods af den seriøse klimaangst, som bogen gav mig – vil jeg alligevel bringe et citat herfra:
”Ved du, hvorfor strudse stikker hovedet ned i sandet?
Fordi de tror, at der ikke er nogen, der kan se dem, hvis de ikke kan se nogen.
Rimelig dumt, ikke? Bortset fra at strudse ikke stikker hovedet ned i sandet – de begraver deres æg for at holde dem varme og for at beskytte dem, og indimellem stikker de så hovedet ned for at vende dem. Mennesker ser på strudse, som tager sig af deres afkom, og forveksler det med dumhed. Men det er os, der antager, at verden omkring os bliver mørk, når vi lukker øjnene. At forveksle usete farer med ingen farer, er en af de mest effektive måder at dræbe vores eget afkom på.”
Matildes praksis har rødder i øjets evne til at percipere, reflektere og transformere. Via kameralinsen undersøger hun fotografiets tilsvarende kvaliteter og hendes seneste arbejder materialiserer sig smukt som tårer, dråber og strømninger, der ved hjælp af vandets kredsløb forbinder hendes atelier i Norge med udstillingsrummet i Danmark på tværs af Øresund, Kattegat, Skagerrak, Oslofjorden og de mange liter, som vi alle bærer rundt på i vores vandede kroppe.
Skabelsesprocessen af disse værker starter med en våd hinde, der brændes ind i det, man kunne kalde ’den skulpturelle udformning af vores nethinde’; nemlig glassets overflade, hvis substans består af tusindvis af sandkorn. I dag ved vi, at både sand og vand er naturressourcer, som bliver patenteret, kapitaliseret, udvundet, udnyttet og handlet i en sådan grad at begge dele risikerer at blive en mangelvare før vores børn når at vokse op. Matilde skriver til mig:
”Hverdagen er fyldt af en skrøbelig ambivalens, der næsten gør det svært at leve. Sådan er det. Når du er så ”heldig” at være født som menneske, en altædende dyreart med en uovertruffen evne til at reflektere, erindre og skabe. I en verden, der er ved at drukne i menneskeskabte ting. Så står jeg her. Med min trang til at skabe. Den kunst, jeg elsker. Og forbander min evne til at forstå at vi er ved at drukne. Vandets struktur gør at det kan flyde. Udfylde alle tomrum på dets vej. Det vil altid fylde op nedefra og stige i takt med at mere vand kommer til.”
Jonathan Safran Foer: Vi er vejret – at redde planeten begynder ved morgenmaden
Når man først begynder at lægge mærke til verdens tilstand og ikke mindst det kapitalistiske hamsterhjul, som vi alle er en del af, er det svært at se sig ud af det igen og måske endnu sværere at se sig selv i øjnene. Matilde og jeg har i løbet af vores parallelle tidsrejser, ofte diskuteret hvorvidt man blot skal lade sig flyde med eller snarere træde vande i et desperat håb om at det dybe vand vi befinder os på, en eller anden dag, på magisk vis svinder ind til en vandpyt og lader os trække vejret frit.
Hvor ender værtskroppen og hvor starter fosterkroppen? Vores kroppe er tærskler for både fortid og fremtid. Der er altid en risiko for oversvømmelse.
Når isen smelter, kommer livet tilbage fra fortiden. Livet som har ligget i dvale. Efter 24.000 år er hjuldyr vækket til live i Sibirien, og det mest magiske er måske, at det efter optøning har formået at reproducere sig selv. Mennesker frygter fortidens parasitter, men i virkeligheden er det måske netop dem, vi har brug for, til selv at vågne op til vores egen død.
David Foster Wallace holder i 2005 en, efter min mening, fuldstændig genial ”commencement speech”, som han indleder med en lille anekdote, der går sådan her:
”There are these two young fish swimming along and they happen to meet an older fish swimming the other way, who nods at them and says “Morning, boys. How’s the water?” And the two young fish swim on for a bit, and then eventually one of them looks over at the other and goes “What the hell is water?”
Hvis jeg har forstået David Foster Wallace korrekt, handler hans tale om at leve livet inden døden, på trods af de uendelige udfordringer vi møder undervejs. Det handler om at være sig bevidst om sine default-settings, der i en klimakontekst, f.eks. kunne være at løbe skrigende bort ved realiseringen af hvor galt det hele står til. Det kunne omvendt også være, at man blot lader stå til, fordi man alligevel ikke kan gøre en forskel. Det kommer alt sammen an på hvordan din hjerne er skruet sammen, hvordan du er programmeret til at reagere på trusler så massive og overvældende som den menneskeskabte globale opvarmning og sjette masseudryddelse vi befinder os midt i. At kunne holde sig i live og mere til; at kunne formå at leve livet på trods af denne viden, kræver enorm bevidsthed om at det er dét man er her for, dag ud og dag ind. Wallace afslutter dermed sin tale med en opfordring om konstant at minde sig selv om: This is water, This is water. Pointen er, at det er ubeskriveligt svært at minde sig selv om noget så åbenlyst som en fisk i havet, der ikke engang har bemærket at vandet eksisterer, ligesom det sommetider er svært at huske på at abrikostræerne findes, bregnerne, brombær og brinten findes. Digtene, dagene, døden, efteråret, eftersmagen og eftertanken findes, om Solen findes Jorden på sin rute gennem Mælkevejen findes; Jorden med bevidsthedens kystlinie blå, vandmasser, landmasser og jordskælv findes, men hvor længe går der mon før alfabetet drukner i sig selv og vinteren ikke længere findes?
Hvor ender værtskroppen og hvor starter fosterkroppen? Vores kroppe er tærskler for både fortid og fremtid.
Der er altid en risiko for oversvømmelse.
–
Afslutningsvis følger et direkte citat fra Inger Christensens 9. digt i samlingen Alfabet:
9. istiderne
istiderne findes, istiderne findes,
ishavets is og isfuglens is;
cikaderne findes; cikorie, chrom
og den chromgule iris, den blå; ilten
især; findes også ishavets isflager,
isbjørnen findes, stemplet som en pels
med personnummer findes den, idømt sit liv;
og isfuglens ministyrt ned i de blåfrosne
martsbække findes, hvis bækkene findes;
hvis ilten i bækkene findes, ilten
især; findes især hvor cikadernes
i‐lyde findes, især hvor cikoriens
himmel som blåelse opløst i vand
(Inger Christensen, “Alfabet”)
Jonathan Safran Foer: Vi er vejret – at redde planeten begynder ved morgenmaden
Astrida Neimanis: Hydrofeminisme
https://fs.blog/2012/04/david-foster-wallace-this-is-water/
Reference til Inger Christensens Alfabet
Astrida Neimanis: Hydrofeminisme