Sophus Ejler Jepsen – KUNG FU I PROVINSERNE

Sophus Ejler Jepsen 

Kung Fu i Provinserne – 36 udsigter til maleriet

 6. september – 29. september 2019

Sophus Ejler Jepsen bød på en særlig artisttalk med te serveret i originalt porcelæn. Gæsterne fik serveret te, tekster og tværfløjtemusik, og en snak med kunstneren Sophus Ejler Jepsen om udstilling og undervisningens undere. Te-selskabet foregik i den smukke baghave ved M100´s udstillingsrum.

I udstillingsrummene kunne man opleve Sophus Ejler Jepsensmaleri på papir, tekstil og porcelæn. Eksempler på undervisningsmateriale og elevarbejder og hvordan det har påvirket hans arbejde med duge, tekopper, skåle, fade og tekander. Alt er dekoreret med dyr og snirklede blomstermotiver fra den danske natur. Farverne er porcelæns-hvid fra Elbens kilder, koboltblå fra Modum i Norge og naturlige ler- og jordfarver fra landet mellem Elben og det norske fjeld.

 

Sophus Ejler Jepsens tekst til udstillingen

Kung Fu i Provinserne

Hvis billedet ikke gør modstand, er det ikke et billede.

Først gælder det om at finde sine modstandere.

Jeg fandt dem i provinserne, eller rettere sagt; de fandt mig!

De angreb i skikkelse af vilde dyr, der slog mig til jorden med overrumplende kraft.

Jeg svarede igen med vilde planter, vildgær og ”vild ler”. Vi kæmpede til solen gik ned.

 Jeg nævnte Kung Fu

og de bukkede i respekt

Jeg bød dem på té

og de drak med mig.

 

Vågn op Sophus – du kommer for sent på arbejde!

Kunstnerisk praksis I de senere år er Sophus Ejler Jepsen gået fra traditionelle glasurer til naturundersøgelser, både i sine egne arbejder og i sin undervisning. Hjembragte ler- og stenprøver pulveriseres, blandes op med vand og males på forglødet porcelæn. Den iboende kemi bliver til alt fra udsøgte flydeglasurer, tuf- og pimpstensagtige stofligheder til rug og sandede flader.  Som formidler og kunstner har Sophus Ejler Jepsen i årevis været optaget af mødet mellem kunst og videnskab. Med en nysgerrighed overfor bl.a. matematikkens mønstre og digital grafik arbejder Ejler Jepsen lige gerne med papirsløjd, keramik, 3D-print, smedejern og store betonskulpturer  

Baggrund      Sophus Ejler Jepsen er født i 1971. Han bor og arbejder i Askov ved Vejen i Jylland. Sophus Ejler Jepsen har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, København 2005.  Sophus Ejler Jepsen har bl.a udstillet på Den Frie Udstillingsbygning, Heltborg Museum, Olivia Holm Møllers Museum, Ungarns Nationalmuseum Esztergom, Kunsthal Viborg, Copenhagen Ceramics, Skovsnogen, Alt_Cph, Museet for Samtidskunst, Charlottenborg og Vejen Kunstmuseum.  Ejler Jepsen er repræsenteret i Statens Kunstfonds -, Vejen Kunstmuseums – og Private Samlinger

Udsmykninger: Arbejder for tiden på en smedejernsbro for Helsingør Kommune og Statens Kunstfond. Desuden kan nævnes: Sjørring Bordet, KulThyVator, i Thy, 2018Trappe til C, for Lemvig kommune, 2018 Ny Nordisk Porcelæn, Statens Kunstfond, 2017 Lisbjergtrappen, på legepladsen ved Lisbjerg dagtilbud i Lisbjerg Århus Nord, 2017 Skygge og Spejl, Stenhus Gymnasium, Stenhus ved Holbæk, 2016 Botanicerende Betontrappe, Ravninge ved Kongeåen,  2014

Website: http://www.sophusejlerjepsen.dk

Link https://kunsten.nu/journal/ugens-kunstner-sophus-ejler-jepsen/

Link https://vores.kunst.dk/da/objects/15033/ny-nordisk-porceln;jsessionid=CB1051E710B9207D1499F5069BC8767A?ctx=6a0445b8-8183-4df3-8b26-5344f1b132a6&idx=0

 

 

Udstillingstekst

Jord i øjnene

Af Theis Vallø Madsen, ph.d.

Denne korte tekst om Sophus Ejler Jepsens værker og vitriner kan passende begynde i preussisk  æstetikteori. Den østrigske kunsthistoriker Alois Riegls (1858-1905) var den første til at skelne mellem ”haptisk” og ”optisk” som synsmåder, og Riegls modsætningspar er interessante i forhold til Jepsens brug af jord i forskellige former, herunder i farveblandinger, som materiale til bl.a. porcelæn, og som baggrundsmotiv. Den haptiske synsmåde er et nærsyn, som holder sig tæt ved tingenes overflader, og det står i modsætning til den optiske synsmåde, som holder afstand for at bevare overblikket og se tingene i sin helhed. Haptisk visualitet er, ifølge Riegl, især tydelig i østens billedtradition, hvor mønstre spreder sig ud over fladerne i bl.a. orientalske tæpper, mosaikker og vægmalerier. Optisk visualitet er til gengæld tydelig i den vestlige billedtradition, hvor det enkeltes billedes betydning er afhængig af billedets samlede komposition. De orientalske mønstre indbyder til at se nært, hvorimod vestens billeder kræver en vis distance. Modsætningen mellem haptisk og optisk kræver, at man betragter øjet som et føle-organ, som trækker på kroppens andre sanser i aflæsningen af det, den ser.

At øjet ser stofligheder var ikke en ny tanke. Allerede i 1700-tallet havde den irske teolog George Berkeley skrevet om det, der kunne beskrives som kropslig eller haptisk hukommelse. Når man f.eks. ser et maleri af en pløjemark, vil ens optiske blik se en repræsentation af en pløjemark, mens ens haptiske blik vil trække på erindringen om at stå i marken bløde muld, skræve hen over fugerne m.m. Sidstnævnte kræver naturligvis, at man har en relevant erindring i sit mentale arkiv.

Sophus Ejler Jepsens porcelænsværker og vitriner kræver et haptisk blik og en vis jordforbindelse. Porcelænet er som bekendt en kinesisk opfindelse, hvorfor det hedder ”china” på engelsk, og dets skrøbelige materialitet iværksætter et større sanseapparat af tilstedeværende og fraværende (mental-arkiverede) sanse-input. Porcelæn er skrøbeligt og fint, men lavet af ler, dvs. jord, og det bliver brugt som mellemkomst mellem forskellige former for væsker og mad. Jepsens te-selskab er en ceremoniel handling, hvor værkerne bliver dele i et større arrangement med mennesker, mad, og ting. Spinkle blomster breder sig på det kantede porcelæn. Billederne vokser ud af den jord, som blomster nu engang vokser ud af. Vitriner skal sædvanligvis skærme sit indhold fra publikum, men disse hvidkalkede vitriner indbyder snarere til nærsyn end overblik. Det er altså en kunstner, som ikke blot har fødderne plantet i jorden, men også hænderne og halvvejs hovedet.

Kunstneren er vokset op på Fyn, og ligesom Fynbomalernes malerier af pløjemarker, grisestier, revl og krat er værkernes forbindelse til jorden vigtig. Fynbomalere som Fritz Syberg, Peter Hansen og Johannes Larsen var optaget af at male naturen som den så ud, og som den var, hvis man var hjemme i den, og det stod i modsætning til en ældre generation af kunstnere, som idealiserede naturen eller brugte den som bagtæppe til en historisk scene. Jepsen har også blik for revl og krat, og hans porcelænsværker, te-selskaber, farveblandinger m.m. er forskellige forsøg på at trække naturen og hverdagen ind i kunsten, og kunsten ind i hverdagen. Der er ingen ophøjede former, men forskellige former for jordforbindelser til maden, der vokser ud af jorden, genstandenes materiale, deres farver, mønstre og motiver. Det eneste, værkerne kræver af sit publikum, er at man har en smule jord i hovedet.

 

Artist talk  med servering af te i originalt porcelæn, tekster samt tværfløjtespil af Simon Voigt.

 

Fernisering