“Screen Dream”

Nils Elvebakk Skalegård

Udstillingsperiode 6. maj – 19. juni 2022

“Just A Restless Feeling #106”, Nils Elvebakk Skalegård, 2022.

Screen Dream

Rastløshed og længsel kan dulmes med et simpelt klik. Med en enkelt fingerspids´ gliden over skærmens glatte flade, udfolder sig verdens store apotek af bedøvende visuelle midler, helt frit tilgængeligt – og forbruget er stort. 

Med udstillingen “Screen Dream” søger Nils Elvebakk Skalegård at udrede menneskets emotionelle og kropslige tilstand under skærmes og smartphonens flimrende kunstige lys. Og der fremmaner sig et foruroligende billede af gennemgående symptomer: rastløshed, klaustrofobi, lammelse og længsel. Med skærmens visuelle midler som selvmedicinering starter en spiral, der fører den syge længere og længere væk fra helbredelse. 

Der gives ingen tydelige svar eller faste diagnoser på Nils Elvebak Skalegårds udstilling, der består af malerier, organiske lerformationer og readymades med collagen som gennemgående greb. 

Man møder syntetiske industrifabrikerede materialer i et spænd mod naturens taktile materiale – leret og jorden. 

Som en reference til skærmen gentages fladen som form rundt i udstillingens rum. Der er maleriernes samlede flader og der er rene farveflader op imod motivflader i diset akvarel med mennesker i afsondrede sociale rum. På udstillingen mødes de haptiske skulpturelle kroppe med plader og flader skabt i ler. 

Pladen eller skærmen infiltrerer udstillingen på samme vis, som skærmen er integreret i vores daglige udfoldelse af livet. Via disse sammenstød mellem flader, rum og materialer opstår en modstand og fremmedgjorthed som umiddelbart oversættes til et kropsligt ubehag – en klaustrofobisk følelse som i en mareridtslignende drøm. 

Leret som materiale har mennesket benyttet og bearbejdet i tusindvis af år. Som materiale er leret en direkte forlængelse af den jord vi går på, kommer af og som vi alle bliver til. Et faktum vi har tilfælles med alle levende væsner på jorden. Lerformationerne som Nils Elvebakk Skalegård arbejder med, indeholder denne fortælling om tidligere tider, menneskets kropslige og taktile bearbejdning af naturen som en levende organisme, vi i dette arbejde smelter sammen med. 

Denne kropslige og iboende forbindelse til det levende og naturens væsen som leret repræsenterer, forsvinder med fladens og digitaliseringens erobring af livet. Taktiliteten og forbindelsen til naturen siver væk i de glatte flader og uvirkelige billeder. 

På skærmen forsøger vi virtuelt at kompensere for dette tab, med iscenesatte historier om folk der overlever på en øde ø, bonderøve der knokler med jorden, og med billeder af solnedgange og gigantiske horisonter. Men forbindelse mellem kroppens fysiske sansning, kroppens arbejde og hjernens indtryk mangler. Linket mellem `det hele menneske´ og naturen er brudt. Herved opstår en dyb længsel og rastløshed, som måske er det tydeligste symptom på en mangeltilstand i menneskets endimensionelle skærmliv. Derfor bærer Skalegårds skulpturer alle titlen “Just A Restless Feeling”.

I udstillingen kommer Nils Elvebakk Skalegård os følelsesmæssigt i møde med maleriernes diffuse skønhed og skrøbelige farvenuancer, som en kommunikation om denne længsel og som trøst for kroppens ubehag. Vi får således tilbudt et lille plaster, der næppe dækker det dybe sår i huden og den afgrundsdybe kløft i vores sind.


Nils Elvebakk Skalegård (f.1983 i Narvik) er vokset op i Tromsø i den nordligste del af Norge. Han er uddannet fra Kunstakademiet i Bergen (BFA 2011), med udveksling til Det Jyske Kunstakademi, Århus (2010) og Konsthögskolan Valand, Göteborg (MFA 2013). Efterfølgende har Skalegård boet i Danmark men er nu flyttet tilbage til Norge med sin familie. Senest er Skalegård aktuel med udstillingen “Epigon” på Marie Kirkegaard Gallery med Anna Bak, tidligere vist på RAM Gallery i Oslo. Elvebakk Skalegård har et utal af udstillinger i ind og udland bag sig og har i 2022 modtaget 2 årigt arbejdslegat fra Billedkunstnernes Vederlagsfond i Norge samt flere arbejdslegater fra fra Statens Kunstfond og senest fra Norsk Kulturråd i 2021.        

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Odense Kommune, Kulturpuljen. Kataloget “Just A Restless Feeling” udgivet i forbindelse med udstillingen er støttet af Norsk Kulturråds Fond for Lyd og Billede.

Hjemmeside http://neontears.com/

Idoart https://www.idoart.dk/blog/screen-dream