Silence & Passion

Nadia Gueddouh

M100 inviterer til Artist Talk med Nadia Gueddouh og Sara Krøgholt Trier

Artist-talk søndag d. 22. februar kl. 12-13

Sted: Asylgade 11 st. th., Odense C.

Med udgangspunkt i Silence & Passion vil Sara Krøgholt Trier gå i dialog med Nadia Gueddouh om hendes kunstneriske praksis og de processer, stemninger og beslutninger, der ligger bag værkerne til udstillingen. Samtalen vil komme omkring hvilken rolle stilhed og passion spiller i Nadia Gueddouhs arbejde med maleriet, samt berøre spørgsmål om kunstnerarketyper og inspirationskilder. Artist talken vil være en åben og undersøgende samtale, der giver publikum mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Sara Krøgholt Trier har skrevet teksten til udstillingskataloget.

Nadia Gueddouh, f. 1991, er dansk-algerisk opvokset på Nørrebro i København og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2025. Hun har udstillet på Galleri Minor, 2024, København, Forårsudstillingen, Kunsthal Charlottenborg, 2023, og på AGA, København, 2022. Bor og arbejder i København.

Sara Krøgholt Trier, f. 1990, er uddannet billedkunstner og arbejder med digitale værktøjer, billedlige kompositioner, tekst og lyd. I sin praksis undersøger hun vores epistemologiske adgang til virkeligheden og den viden, vi producerer om den. Med afsæt i 3D-software og digitale teknologier udforsker hun, hvordan komposition, iscenesættelse og perspektiv er med til at forme vores fysiske omgivelser, infrastruktur og sociale rum. 

M100 Udstillingssted for samtidskunst inviterer til åbningsfest samt fernisering på udstillingen

Silence & Passion

af Nadia Gueddouh

Udstillingsperiode 6. februar – 15. marts 2026

Fernisering 6. februar kl 17-19

Sted: Asylgade 11, Odense C.

Artist-talk søndag d. 22. februar kl. 12 -13

Det er med stor glæde at M100 inviterer til genåbningsfest samt fernisering på udstillingen Silence & Passion med Nadia Gueddouh i vores nye lokaler i Asylgade 11, Odense C.

Nadia Gueddouhs (f.1991 DK/DZ) maleriske praksis tager sit afsæt i kroppen, i farvens stoflighed og den sanselige erfaring forankret i det materielle og det præ-sproglige med rødder fæstnet i grottens og hulens inderste dyb. Herfra åbner værkerne sig i en vibrerende, svulmende cyklisk og rytmisk bevægelse via kroppens urnatur og materialernes immanens mod en kosmologisk rumlig uendelighed og samhørighed.

Nadia Gueddouh, “Ingen Titel”, 2026. 76×106 cm. Voks, olie og tørpastel, papir på panel. Foto: Kevin Josias

Med farven som bærende princip, etablerer Gueddouh med materialet et erfaringsrum, der unddrager sig repræsentation og fortælling. I stedet fungerer dette rum som et relationelt felt, der tilbyder et stilhedens, ordløst og intenst mellemværende mellem beskuer, materiale og verden. 

“Det jeg skriver til dig skal ikke læses – men væres.”… “Jeg hører det hule brag af tiden. Det er verden der døvt bliver til. Hvis jeg hører er det fordi jeg er til før tidens skabelse”. Clarice Lispector, ÁGUA VIVA.

Materialet – olie, pigment og pastel på lærred og papir – fungerer som en aktiv og medskabende rolle i værkernes tilblivelse, idet farverne udfolder sig over tid og former kompositionen gennem deres egen dynamik. Gueddouh arbejder langsommeligt og kropsbåret med sine malerier gennem måneder og år, og de bærer vidnesbyrd om kroppens og jordens cyklus. I denne proces fremstår maleriet som en åben, kosmologisk situation, hvor kropslig erfaring, materiel agens og rumlig forestilling sammenvæves, og hvor værket ikke er et afsluttet objekt, men et kontinuert, sanseligt kredsløb mellem krop, verden og det yderste kosmos. 

Nadia Gueddouh, f. 1991, er dansk-algerisk opvokset på Nørrebro i København og uddannet fra Det Kgl Danske Kunstakademi i 2025. Hun har udstillet på Galleri Minor, 2024, København, Forårsudstillingen, Kunsthal Charlottenborg, 2023, og på AGA, København, 2022. Bor og arbejder i København.

Udstillingen er den første i rækken af udstillingsprogrammet 2026, Patches & Mice, der insisterer på kunstens samlende kraft- kunsten som et værktøj til at ændre fællesskabets betingelser og strukturer. I 2026 afholder M100 6 udstillinger og 4 events, som aktiverer lokalsamfundet i samarbejde med Ungdomshuset, Den Fynske Landsby, Kulturmaskinen og Fyens Fritidsskole. Patches & Mice søger at skabe grobund for bedring og udvikling af fællesskaber lokalt. Kunstnerne fungerer som systemkritikere og fejlfindere; de forskyder, tilpasser og infiltrerer traditionelt magtbundne felter, så de i stedet bliver demokratisk tilgængelige og skaber modstand til eksisterende værdiforestillinger. Utopi, politik, leg med identitet og kommodificering af personlige erfaringer er gennemgående elementer, som bruges til at skabe patches, der kiles ind i tidens globale kriser med demokratisk deltagelse og som næring til lokalsamfundet