SERVICE! HANDS! BEHIND!

Johanne Anastasia Stoffersen

M100 Udstillingssted for samtidskunst håber at se dig til udstillingen
SERVICE! HANDS! BEHIND! med Johanne Anastasia Stoffersen
Fernisering fredag d. 15. maj 17-19

Udstillingsperiode: 16. maj – 21. juni, 2026
Sted: Asylgade 11, Odense C.
Åbent: tors 16-18, lør og søn 11-14
Event: SERVICE! HANDS! BEHIND! – performativt middagsselskab onsdag d. 20 maj kl. 17.00

Det er med stor glæde at M100 inviterer dig til fernisering på forårssæsonens sidste udstilling
SERVICE! HANDS! BEHIND! med Johanne Anastasia Stoffersen

Johanne Anastasia Stoffersens (f. 1994) praksis bevæger sig i krydsfeltet mellem skulptur, performance og mad som æstetisk og socialt medie. Gennem spiselige installationer og iscenesatte måltider undersøger hun de sociale og kulturelle koder, der strukturerer vores omgang med mad: Hvordan vi indtager den, hvordan den præsenteres, og hvordan måltidet fungerer som ramme for både ritualer, forbrug, begær og interaktion.

SERVICE! HANDS! BEHIND! tager afsæt i industrikøkkenet som en nøje orkestreret scene, hvor mekanisk rytme og fabriksmentalitet støder sammen med jagten på autenticitet, drømmen om luksus, gastronomiske strømninger og æstetik.

Udstillingen henter sin titel SERVICE! HANDS! BEHIND! fra de tre kommandoer i det professionelle køkken, som anvendes til at effektivisere serveringer og koordinere bevægelser. Den koreograferede arbejdsplads afspejles i udstillingen, hvor de besøgende
ledes igennem en passage af skulpturelle værker og scenografiske installationer. Her undersøger Johanne A. Stoffersen kulinariske identitetsmarkører, service og klassedynamikker som indlejrede, men ofte usynlige strukturer i vores omgang med mad.

På udstillingen bliver kontrasten mellem det metalliske og det pompøse afspejlet i en række scenografiske værker. Til stede i værkerne er både den kølige orden fra det industrielle køkken, og som kontrast til disse, voluminøse opsatser afpisket smør, ukontrollerbare væsker og en overdådighed af symboler. Beskueren præsenteres for symboler med referencer til europæisk barok kultur,
hvor iscenesættelse og selvfremstilling var lige så vigtig som den er i dag. Vi viser os selv gennem de produkter vi indtager, den måde vi indtager dem på og i hvilken kontekst. Maden og den måde, alt omkring mad, performes på bliver derfor afgørende for din identitet.
Et godt eksempel på dette er den appelsinfarvede væske: Aperol Spritz. En drink hvis værdiforståelse er blevet forskudt så meget gennem tiden, at den gentagende bevæger sig mellem hyper trendy, mainstream og prollemarkør.

Johanne Anastasia Stoffersen (f. 1994) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2024 og har senest udstillet på Heartland Festival, Kunsthal Spritten, Statens Museum for Kunst, Kunsthal Charlottenborg og Ishinoko Festival i Japan.

Til ferniseringen vil der være tale af kuratorene og der bydes på snacks og drikke.

Event: SERVICE! HANDS! BEHIND! – performativt middagsselskab

I forbindelsen med udstillingen afholdes et udendørs middags event. Der bliver tre serveringer, og middagen gennemføres som en performance. De deltagende indgår som gæster i et koreograferet socialt rum, der transformerer forskellige kulinariske tendenser til et spiseligt værk.

Onsdag d. 20 maj kl. 17.00-19.00
Asylgade 11, 5000 Odense C (udenfor ved M100)
Tilmelding hos Billetto (nødvendig)
Pris: Gratis + 5 kr i billetgebyr.

Udstilling og event på M100 er støttet af Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Odense Kommune, Kulturpuljen, Dyrup og Fynbo Glas.

Udstillingen vises indtil d. 21 juni 2026 og er åben torsdage kl. 16-18 og lørdag–søndag kl. 11-14. For kontakt vedr. udstillingen: Indigo Richards 29297441 og Camilla Gaugler 26297659, m100@m100.dk
M100 Instagram

Samarbejdspartnere: Fyns Fritidsskole og Ung Odense.